Blushøj Camping – Ebeltoft
Højt over Kattegat med flot udsigt
I den idylliske landsby Elsegårder, 4 km sydøst for Ebeltoft, blev Blushøj Camping – Ebeltoft anlagt i begyndelsen af 1960’erne i et meget kuperet terræn. Pladsen er gennem årene nænsomt indplaceret i terrænet i større og mindre terrasser (ca. 40 niveauer fra 3 til 30 m over havet). Fra en del af terrasserne er der en flot-flot udsigt over havet til den historiske ø Hjelm.
Blushøj Camping – Ebeltoft ligger for enden af en blind vej, højt over Kattegat. Her består “trafikstøjen” enten af en coaster eller en enkelt fiskekutter, der tøffer forbi. Den varierede beplantning på de mange skråninger gør en tur rundt på pladsen til en speciel oplevelse – her er det ikke kun campingvogne, der møder øjet, men de grønne nuancer og det vekslende lysspil i havet, der fæstner sig på nethinden.
Vi har naturligvis moderne faciliteter: Swimmingpool med dobbeltrutsjebane og sprøjt, og dejlige sydvendte solterrasser. Gode badefaciliteter, stort køkken og opholdsstue med terrasse. Vi har også 6-personers hytter og 4-personers villatelte til udlejning.
Blushøj Camping – Ebeltoft ligger helt ud til Kattegat. På stranden kan man finde fossiler, gå i vandet fra badebroen, fiske eller leje en robåd , cykler eller en 2-personers kajak.